Siden jeg var ganske lille, har jeg holdt rigtig meget af at have en nål og tråd mellem hænderne.
Mit held har været, at der altid var tilgængeligt materiale af vidt forskellig art, som jeg ikke fik skæld ud af at bruge! Som andre børn ville jeg også altid lave store projekter, det var ikke nok at lave nålepuder og den slags småting, det skulle helst være trøjer og andre store ting.
Jeg er opvokset i et miljø, hvor det var naturligt at sy, strikke og væve, og jeg ville gerne gøre som de voksne. Så ganske tidligt fik jeg strikketøj i hænderne og elskede at flytte masker. Ved 5-års alderen blev jeg ofte opfordret til at strikke rigtigt, men det var der nu ikke den nydelse ved, som der var ved at flytte masker! At arbejdet ikke voksede var jeg totalt ligeglad med.
Mit første pudevår med hulsøm syede jeg nok ved 9-års alderen. Og der skulle være to, til når jeg engang blev gift!
Min bedstemor skylder jeg stor tak for hendes pædagogiske evner og evner som læremester.
Hun strikkede strømpeskaft og fod, og sendte bud efter mig, når hæl og tå skulle strikkes, for det var det svære. Ingen grund til at tage min legetid med det jeg allerede kunne. Jeg lærte mange teknikker af hende, fx hækling, orkis, hedebosyning, fladsyning, gimpning og kjolesyning.
Som ret ung kom jeg på tilskærerskole, hvor jeg lærte om mønster-konstruktion, finessesyning, og hvad der skulle til for at lave smart tøj.